Vendeplove, vejledning og regler |
|  |
Afsætning af sigtelinie til flækning
Der må kun bruges 3 landmålerstokke. Én af landmålerstokkene kan placeres på forageren dog maksimalt 15 meter fra markeringsfuren og ud på forageren.
Man må ikke bruge nummerpæle, hjælpelinier, fodaftryk, sten eller noget som helst andet end de 3 landmålerstokke.
Pløjerne må få hjælp til at placere og fjerne landmålerstokkene. Ingen anden hjælp må modtages under pløjningen. En medhjælper, som skal fjerne landmålerstokkene, må ikke befinde sig på siden af eller bag ved traktoren.
Kun officielle landmålerstokke, udleveret af arrangørerne, må anvendes.
Flækningsfure
Der skal trækkes en enkelt flækningsfure.
Den enkelte flækningsfure pløjes med bageste højredrejende plovlegeme.
Tilladt tid til at gøre flækningen færdig: 20 min.
Hvis man ikke er færdig til tiden, tildeles 5 strafpoint for hvert påbegyndt minut, man overskrider de 20 minutter.
Pløjemetode
Markeringsfure for kilen - den skal trækkes, medens flækningsfurerne bliver bedømt. Markeringsfuren skal være parallel med flækningsfuren og skal give plads til 10 x fure antal eller 10 x fure antal minus 1 fure mellem flækningsfuren og kilestykket. Man må bruge 3 landmålerstokke ved afsætningen, og man må få hjælp til at placere og fjerne landmålerstokkene. En medhjælper, der skal fjerne landmålerstokkene, må ikke befinde sig på siden af eller bag ved traktoren. Det er ikke tilladt at fjerne eller tromle i markeringsfuren. Det er frivilligt, om man vil bruge højre eller venstre plovlegemer til etablering af markeringsfuren.
2-furede plove: Man begynder pløjningen med de venstredrejende plovlegemer, og når man er færdig med de 8 furer (4 træk), der udgør tilbagekastet, fortsætter man med at pløje mod naboen med det næste højere nummer.
3-furede og fler-furede plove: Man begynder pløjningen med de venstredrejende plovlegemer, og når man er færdig med de 4 træk, der udgør tilbagekastet, fortsætter man med at pløje mod naboen med det næste højere nummer.
Man fortsætter derefter med at pløje stykket mellem sin nabo og markeringsfuren og dermed hele kilestykket. Det første og andet træk mod naboen vil blive betragtet som opretningsfurer og vil ikke blive bedømt, hvis naboens furer er meget skæve og under normal standard. Alligevel kræves det, at alle furer er vendt, og at al græs, stub og ukrudt er nedpløjet i disse to første træk mod naboen. Hvis ikke, vil disse 2 træk blive erklæret for fejlpløjede og vil blive bedømt derefter. Man må heller ikke køre på eller beskadige naboens pløjning, undtagen under helt ekstreme omstændigheder, og da kun efter indhentet tilladelse fra dommerleder.
Pløjerne skal bruge alle plovlegemer, når man pløjer i afslutningen. Det er tilladt at forreste plovlegeme renser op uden at lave en synlig fure, når man pløjer tilslutningsfuren til kilen. Afslutningsfurerne er de sidste 10 træk mellem kilestykket og slutfuren, inkl. tilslutningsfuren. Tilslutningstrækket må pløjes, så der er én mindre synlig fure end plovens fureantal, men alle plovlegemer skal være i arbejdsposition. Ingen andre steder i marken er det tilladt at køre et helt træk på denne måde.
Det er ikke tilladt at montere ekstraudstyr til at oprense/udjævne kilefurerne, når man pløjer tilslutningsfuren.
Det er ikke tilladt at stille landmålerstokke op som sigtelinie, når man pløjer tilslutningsfuren.
Slutfuren skal skæres tæt til flækningsfuren. Ingen jord må efterlades upløjet, og ingen jord må pløjes to gange. Den første fure i tilbagekastet og slutfuren skal være lige høje.
Der tillades kun ét synligt traktorhjulspor i afslutningen. Et hvilket som helst andet traktorhjulspor er en fejl og vil blive bedømt som sådant.
Der må ikke “hentes fure” - der skal skiftes mellem højre og venstre hver gang.
Tomkørsler er ikke tilladt. Det koster 5 point pr. gang!
Endelig afgørelse
Et hvilket som helst spørgsmål, der ikke er taget højde for i disse regler, vil blive afgjort endeligt og bindende af dommerlederen.
Regler for konkurrencepløjning 2008 Opdateret den 24. juni 2008
|